Menu

Historien om Ull

Ull – Saxos Oller
– Odins efterfølger

Med runer læses:
“Ull, Odins søn, med sin bue, løber her på ski”

Ulls skib hed
“Skjold” og derfor kaldes i kampen skjoldet for Ulls skib, Ulls
skude, Ulls fartøj, Ulls båd.”

Efter udførligt
at have skildret en af Odins bedrifter, forførelsen af russerkongens datter
Rind, fortæller Saxo, at de andre guder udstødte Odin af deres forsamling,
forargede over at han havde vanæret sin guddommelige værdighed med sine
mummespil og ved at påtage sig kvindegerning.

De frygtede for,
siger han, at de mennesker, som var blevet forført til at dyrke dem som guder,
skulle skamme sig over, at de havde ladet sig narre, og de var bange for, at de
alle skulle komme til at bøde for den enes forseelse. Altså jog de Odin i
landflygtighed ide de valgte en mand ved navn Oller til deres høvding og Odins
efterfølger, ja de gjorde ham til øverste guddom og kaldte ham tilmed Odin.

Oller styrede nu
gudernes råd i henved ti år, men så ynkedes aserne over Odin i hans fredløshed
og syntes, at nu havde han bødet tilstrækkeligt; og de indsatte ham i hans
fordums værdighed, idet de mente, at tiden havde udslettet skammen. Oller blev
da af Odin fordrevet fra Byzans og drog til Sverige, hvor han, der her følte
sig som i en helt anden verden, prøvede på at genoprette sit gamle ry og sin
værdighed. Men han blev dræbt af danerne. Man sagde, at Oller var så kyndig i
trolddomskunster, at han satte over vandet på en knogle i stedet for med et
skib. I knoglen havde han ristet slemme trylleformler, og på den måde overvandt
han bølgerne lige så hurtigt som ved at ro.

Der er andre
antydninger af, at guden Odin i en periode har nedlagt regeringen for senere at
vende tilbage. Hvad Saxo angår, har han ved at gøre guderne til mennesker
halvvejs udvisket den gamle mytes væsentlige indhold og gjort den helt
uforståelig.

Skiguden,
bueguden, jagtguden, skjoldguden. Men Saxos Oller kendes, under navnet Ull
eller Uller, også fra den vestnordiske overlevering. Snorre omtaler ham kort i
sin “Edda”: Ull hedder en søn af Sif, stedsøn til Tor. Han er så god
en bueskytte og så dygtig til at løbe på ski, at ingen kan kappes med ham. Han
er også smuk af udseende og fører sig som en dygtig kriger. Det er godt at
påkalde ham i tvekamp. Andet sted i “Edda”: nævner Snorre, at Ull kan
kaldes skiguden, bueguden, jagtguden, skjoldguden.

Uden for Saxos og
Snorres værker er oplysningerne kun få og spredte. Af den “Ældre
Eddas” kvad om Grimner (Odin) og Kong Geirrød erfares, at Ulls bolig i
Asgård hedder Ydalir, ” Taks-dale”, og digteren stiller ham for
øvrigt på en fremtrædende plads dels ved at nævne ham som den anden af mange,
lige efter Tor, dels ved at bruge udtrykket: Ull og alle guder.

Et heltekvad om
kong Atle taler om den stærke ed, svoret ved Ulls ring. I skjaldenes kenninger
for krig og krigere indgår Ulls navn nu og da. Og et skjold kan kaldes for Ulls
skib.

De få oplysninger
samler sig til et usikkert billede af en mandig, idrætspræget, vinterlig
guddom, en magt, der har haft tilknytning til tvekamp og jagt.

Når hans bolig
hedder Taks-dale, står det vel i forbindelse med, at takstræet har været hans,
buegudens, hellige træ, thi af taksens hårde ved gjordes de bedste buer.  Hans vinterlige karakter kommer frem i hans
idrætter, han nævnes som den bedste skiløber. 
Saxos fortælling kan måske tyde på, at skøjteløb også har været knyttet
til ham, det mærkelige ben, han farer over vandet på, bringer de gammeldags
benskøjter i erindring. Om fart i slæde minder måske kenningen Ulls skib for
skjoldet: godt hundrede år før Kristus forskrækkede de vandrende kimbrer
romerne med deres vilde slædefarter ad alpernes sneskråninger, siddende på
deres skjolde.

Edsringen. Men
den hellige ring karakteriserer tillige Ull som en guddom af større
betydning.  Ringen som hedensk
tempelinventar er velkendt fra litteraturen, den havde sin plads på gudehovets
alter, var af guld eller sølv, og ved ofringen bar hovgoden den på sin arm. Og
ved denne ring aflagdes højtidelige eder, sådan som det er beskrevet i
Viga-Glums saga: Den, som ville sværge, skulle tage den svære sølvring, rødnet
i offerdyrets blod, i sin hånd og fremsige sin ed for guden og for mennesker
som vidner.

Edsringen var
ikke alene knyttet til Ull, den fandtes, så vidt det kan ses, som almindeligt
kultinventar knyttet til de forskellige guders helligdomme. Det vil derfor
næppe være rigtigt af opfatte Ull som en guder, der frem for andre havde med
ret og edsaflæggelse af gøre. Men strofen i Atlekvadet viser, at han engang,
fuldt så vel som vikingetidens storguder, har været vidne til vigtige og
højtidelige edsaflæggelser, at han har hørt til de betydelige guders kreds.
Dette fremgår ingenlunde af de svage spor, han ellers har sat sig i myterne. De
fortæller næsten intet om ham.

Men strofen i
Atlekvadet viser, at han engang, fuldt så vel som vikingetidens storguder, har
været vidne til vigtige og højtidelige edsaflæggelser, at han har hørt til de
betydelige guders kreds. Dette fremgår ingenlunde af de svage spor, han ellers
har sat sig i myterne. De fortæller næsten intet om ham.

Stednavnenes
vidnesbyrd. Men en række stednavne vidner om, at han fordum, før Odin blev den
førende, i vide egne har været måske den mest hædrede af guderne.  Det er navne som Ullinsaker (thi medens hans
almindelige oldnordiske navn var Ullr, kaldtes han også somme steder i Norge
Ullinn), Ullensvang, Ulleraker, Ulltuna, Ullunda, Ullsjø, Ullvi og flere andre.
Talrigest ligger steder i de norske oplande, egnene omkring Oslofjorden, og i
Uppland, men forekommer også mere spredt.

I Danmark synes
de ganske at mangle, og det tør da med rimelighed sluttes, at kun i de nævnte
egne, et bredt bælte over den skandinaviske halvøs sydlige del, har dyrkelsen
af ham været af nogen betydning. Med baggrund i stednavnene er det lærerigt at
sammenligne Ull med Odin. Medens denne gud, den mest fremtrædende i myterne,
den sent-hedensk gudeverdens ypperste, kun har sat sig spor i ganske få
stednavne, ligger Ulls helligsteder for det meste tæt hvor de findes. Men i
myterne er guden Ull helt skyggeagtig og ubestemt. Da myterne blev til, eller
da de blev nedskrevet, var han åbenbart, ligesom Tyr og Heimdal, trængt helt i
baggrunden af Odin og Tor og den nærmeste kreds af guder omkring dem.

Uden for den
nordiske overlevering kan Ull ikke påvises. Men gudens spor i myter og ældgamle
stednavne stednavne synes alligevel af pege tilbage mod en større fortid.  Det i Saxos mærkelige fortælling antydede
modsætningsforhold mellem Odin og Ull er vel et dunkelt minde om, at dyrkelse
af den ekstatiske, trolddomsagtige, krigerske visdomsgud med sit følge af
ligdyr og dødsgudinder, hængte mænd og faldne krigere fik overtaget i en kult,
hvor andre guder før havde været de mest fremtrædende, blandt dem også Ull.

Men alle teorier
om den germanske religions urgamle, ukendte lag er, og bliver vel længe endnu,
helt usikre. En bueskydende mandlig skikkelse i bronzealderens helleristninger
kan jo forestille så mange andre end netop den bueskydende Ull. Måske er det sproghistorisk
rigtigt at sætte gudenavnet Ull i forbindelse med et gammelt germansk ord,
overleveret på gotisk i formen “wulpus”. Det betyder: glans,
herlighed.

Var Ull
oprindelig en personifikation af den klare himmelhvælving, en af de store gamle
guder, der vogtede det ordnede kosmos omkring verdenstræet, himmelaksen?.

>